Lopper og hunde

 
12-10-2010
Hunde

Lopper er typisk et efterårsproblem. Loppeplagen er meget årstidsbestemt. Det hænger sammen med, at loppelarverne trives dårligt, når det er koldt eller tørt. Der sker derfor en vis opformering af lopper i forårsmånederne og så en voldsom stigning i efterårsmånederne. Det er især fra sidst på sommeren til hen omkring jul, man skal være opmærksom på lopperne.

Tag hunden og red dyrets pels igennem med en tættekam, for at se om der har lopper. Det afredte kommes i en klar plastpose. Hvis der er lopper på dyret, vil man kunne se enten store hunlopper og mindre hanlopper, de 0,5 mm lange hvide perleformede æg eller loppernes komma- eller spiralformede ekskrementer. Ekskrementerne skelnes fra sand og snavs ved at de vil give en rødbrun farve, når de placeres på et stykke fugtigt papir eller i lidt vand i en tallerken.

Har man lopper, så lad være med at fjerne hundenfra de steder i hjemmet, hvor dyret plejer at opholde sig. Lopper på jagt efter føde foretrækker en hund frem for mennesker. Fjernes hunden så vil lopperne kun have de tilstedeværende mennesker at hoppe på. Det samme sker, når man flytter ind i et hus/sommerhus, der har stået tomt i en periode, og hvor der tidligere har boet husdyr med lopper.

Undgå lopper
En god og nem måde at undgå problemer med lopper på er en forebyggende behandling af værtsdyret eller omgivelserne. Behandles der forebyggende, forhindrer man, at lopperne i ro og mag formerer sig og så pludselig optræder i stort antal og er overalt. Det vil sige, at den forebyggende behandling skal indledes, inden loppe-problemet opstår. Som hovedregel anbefaler Statens Skadedyrlaboratorium, at man anvender de såkaldte insektudviklingshæmmere (methopren og lufenuron) til den forebyggende behandling.

Når hunden har lopper
Opdager man at der er lopper på hunden, så er det vigtigt at starte med en rigtig grundig støvsugning af alle de rum, hvor hunden færdes. Det vil fjerne en del lopper og loppelarver, men primært fjerner det æggene og det organiske materiale, der er larvernes føde. Levende lopper i støvsugeren undgås ved at skifte støvsugerposen efter brug. Vask eller ryst ofte dyrenes sengetæpper. Har man fundet lopper, skal man anvende de loppemidler, der slår de voksne lopper ihjel. De anvendes på hunden og de steder, hvor dyret opholder sig. Vær meget omhyggelig med behandlingen og følg nøje den vejledning, der er angivet på hvert enkelt produkt. I dag anvendes til bekæmpelse af voksne lopper primært de såkaldte spot-on produkter til hunden eller katten. Det er produkter med imidacloprid (Advantage), permethrin (Exspot), fipronil (Frontline) og fenthion (Tiguvon).

Loppehalsbånd er kun effektive, hvis omgivelserne samtidig behandles med et middel mod voksne lopper. Det gør denne behandlingsform relativt dyr og besværlig. Behandling af dyret med en loppe-shampoo (med pyrethrin eller D-trans allethrin) eller et loppe-pudder (med rotanon eller ropoxur) er også en forholdsvis omstændelig proces.





 
 
Find information om: Kæledyr guide guiden dyr
(Hovedkategori: Hunde)